|
Forside / Ugens ledige jobs / Tips til ansøgning / Præsentation af dit synshandicap
Præsentation af dit synshandicap
Hvordan og hvornår du skal præsentere dit synshandicap er afhængig af hvem du er og karakteren af dit handicap. Men generelt er det en god idé at informere arbejdsgiver om situationen inden den personlige samtale. Du kan eventuelt ringe arbejdsgiver op inden du søger stillingen (du har sikkert også nogle spørgsmål i forhold til stillingsopslaget), eller du kan præsentere din synsnedsættelse i den skriftlige ansøgning.
Jo ringere dit syn er, des vigtigere er det, at arbejdsgiver får denne information tidlig. Men det er vigtigt, at informationen vedrørende synshandicappet bliver præsenteret i en positiv sammenhæng, sæt det f.eks. i relation til dine kompetencer og kvalifikationer.
Husk at tillid bygger på åbenhed. Men arbejdsgiver er ikke interesseret i din synsjournal i detaljer.
Eks. 1, blind: Husk altid at forhøre dig om en førerhund vil volde problemer. En af dine kommende kolleger er måske allergiker i svær grad.
Er du meget god til at skabe kontakt, kan du kontakte arbejdsgiver personligt inden du søger jobbet. Så har de jo allerede mødt ”giraffen”.
Eks. 2, stærkt synshæmmet: Fremhæv hvad du kan arbejdsmæssigt med synskompenserende arbejdsredskaber. Du kan eventuelt vedkende dig i ansøgningen, at ”udstyret” kan se voldsomt ud men, at det brugsmæssigt virkelig er kompenserende. Lad vær’ at gå i detaljer.
Eks. 3, synshæmmet: Det kan være du kan udføre dit arbejde blot du har den rigtige belysning. Så kan det være, at informationen om dit synshandicap først skal frem ved det personlige interview. Arbejdsgiver skal have denne information før ansættelsen. Det kan jo være, at det nødvendige lys ikke er der når du f. eks. skal på kursus.

<< Tilbage
|